Holy Macronys bageskole:
Hjemmebagt brød skaber glæde.
Sagen er, at jeg stort set aldrig bruger opskrift når jeg bager. For jeg bager konstant og det har jeg gjort de sidste 30 år!. Så jeg kan bare det shit, for at sige det, som det er ;-). Så er du typen, som gerne vil bage et godt brød men heller ikke orker opskrifter, så læs med her. For nu vil jeg lære dig, at bage verdens bedste brød med det, du lige har i skabet. Jeg vil simpelthen forklare dig grundprincipperne, når du har lært dem, så kan jeg love dig for, at du kan bage de lækreste brød uden nøje afmålte ingredienser. Og variationerne vil ingen ende tage. Fra nu af skal du aldrig bage præcis det samme brød to gange.
Trin 1:
Det du altid SKAL bruge er gær, salt, sukker og mel, det kan ikke undværes. Resten er bare hvad du lige føler for.
Her er hvad du kan overveje at finde frem:
Du kan bruge fra køkkenskabet: Alle slags mel, kerner, frø, gryn, valnødder og nødder.
Fra køleskabet skal du finde: gær, surmælksprodukter (alt kan bruges: A-38, creme fraiche, kefir, ymer….you name it!).
-Æbler, græskar, spinat, rødbeder eller gulerødder, kogte grøntsagsrester evt. kartofler og broccoli.
-Olie, sukker og salt.
-Peanutbutter og tahin
Trin 2:
- Hæld lunket vand i en røreskål ( brug 1. liter her første gang), brug helst en røremaskine. Temperaturen er vigtig, når du stikker en finger ned i vandet skal det føles næsten, som din kropstemperatur, ikke varmt og ikke koldt. Den vandmængde du bruger afgør mængden af brød du ender med (med en liter vand bliver ca 3 store brød). Så det er vigtigt, at du har mel nok til vandet og at du ikke putter så meget vand i, så den færdige dej ikke kan være i skålen.
- Tilsæt 50g gær, smuldr ned i vandet. Rør gæren ud i vandet.
- Tilsæt 1 tsk sukker og 4 tsk groft salt, hvis du bruger ca l vand ellers Tilsvarende mindre.
- Tilsæt en sjat olie (gerne oliven eller hvad du lige føler for), sådan ca 1/2 dl.
- Tilsæt en slat surmælksprodukt (hvis du har noget ellers gør det ikke noget), bare ca 1-2 dl, eller tøm bøtten. Rør…
Trin 3:
- Så har du styr på det våde, nu kan du tilsætte en peanutbutter eller tahin ( en stor spsk), hvis det er! og evt følgende: fintrevnne friske gulerødder, revne kogte kartofler eller blendet grøntsager fra igår aftes.
- Tilsæt så forskellige meltyper, start evt med hvedemel, så godt med havregryn og så nogle grovere meltyper som rugmel eller hvad der gemmer sig i skuffen. Jo mere hvedemel des mere hæver dejen og jo lysere brød.
- Tilsæt evt hakkede valnødder eller nødder.
- Bliv ved at røre indtil den slipper skålen men stadig er til den bløde side. Hellere for blød end for hård. Rør 5-10 minutter. Lad den blive i skålen.
- Husk: hvis du tilsætter kornkerner så som rug, hvede, spelt, skal de lige stå i blød nogle timer først. Hæld kogende vand over og lad dem stå til vandet er koldt og hæld vandet fra.
Trin 4:
- Når dejen er blød og måske stadig en smule klistret men dog samler sig om røreskeen er den perfekt. Lad den hvile en times tid.
- Tænd ovnen på 220 grader varmluft og form til brød, flute eller boller. Det må gerne gå hurtigt og være grimme, det rustikke look gør sig godt når de er færdige. Ælt ikke dejen igen, knald den bare op på bagepladerne. Pensl med vand og drys med de kerner eller frø du ønsker. Så ind i ovnen med det og bag det til de er godt brune, hellere for meget end for lidt. Hold godt øje, de skal være brunere end du lige regner med. Hårdt bagte boller er bare så skønne.
Forslag til kombinationer:
- 2/3 Hvedemel, revne gulerødder, godt med solsikkerkerne og evt hvedklid og havregryn.
- 1/2 hvedemel og 1/2 grove meltyper som rugmel, grahamsmel eller spelt og en pose hakkede valnødder og evt revet æbler.
- Blandet mel, fintrevet græskar, 2 dl græskarkerner.
kæmpe stort brød til hele familien Boller med forskelligt drys både ovenpå og nedenunder . Rustikke kæmpebrød. Giver lige et ekstra pift når der er forskellige kerner udenpå.
Har du nogle spørgsmål, så stil dem endelig her nederst på siden.
Her kommer lidt opskrifter på andre typer brød som surdejsboller, rugbrød og knækbrød: