“Jeg er færdig jeg har ikke flere kræfter…”, som de synger i en af de gode gamle Bøllebob-sange.
Der er sådan set intet som helst nyt eller særlig spændende ved, at jeg er træt. Faktisk vil jeg gå så vidt som, at sige, at dette indlæg kan være en anelse trættende at læse. Jeg er i kronisk søvnunderskud, sådan er det bare når man vælger, at have små børn i to årtier. Det er en af de (få) ting man kunne skrive på minuslisten, hvis nu man engang havde lavet en liste med fordele og ulemper ved at få mange børn ;-).
Det er da i grunden utroligt, at ingen af mine babyer har sovet, bare noget der minder om igennem en hel nat. Der er helt sikkert noget jeg gør, siden det er et evigt forekommende fænomen, når jeg er babymor. Måske er det fordi jeg også ubevidst nyder de babyer SÅ MEGET, at jeg ikke kan undvære dem en hel nat.
Måske er det fordi, at jeg i virkeligheden ville dø af skræk og rædsel, hvis min baby sov en hel nat, måske ville den gå i koma og aldrig vågne igen!. Måske ville baby blive for varm eller for kold!. Måske ville han blive sulten eller understimuleret” (Amen man bliver da ikke understimuleret når man sove!! jesus! Helle hvor er du stupid). .
Julius er 11 måneder nu og han sover i dobbeltsengen med mig. Mikkel ligger på en enkeltmandsseng lige ved siden af, så han kan få sin søvn. Grunden til, at jeg fra starten har kapret dobbeltsengen er, at jeg ammer skiftevis på hvert bryst om natten. Når han er færdig lægger jeg ham under sin egen dyne et stykke fra mig, så han ikke bliver for varm eller forsvinder under min dyne. Det har faktisk altid fungeret godt da ammeriet dermed ikke er helt så omstændigt, som hvis jeg skulle op og tage ham op af en babyseng. I det først halve år fungere det virkelig godt men så sker der altid det samme, nemlig at baby begynder, at bliver mere livlig og tonser rundt om natten.
Jeg sover i en slags søvntilstand min krop har opfundet, som handler om, at jeg sover men registrerer ALT. Det er helt utrolig som denne søvn har fulgt mig gennem mange år. Mange mange gange i løbet af natten redder jeg baby fra, at falde ud af sengen eller banke hoved ind i væggen. -Falde ned i natbordet eller kaste sit lille dunede hoved ned i mit ansigt. Jeg griber ham simpelthen i søvnen (Ja jeg ved det godt, jeg er en stor HELT!).
Mine store børn spurgte mig engang hvorfor jeg aldrig sover. De kan snakke til mig når som helst og jeg svarer prompte. Når de store kommer hjem fra byen midt om natten kan de bare gå op og snakke til mig og jeg deltager i snakken, som om det var højlys dag. Jeg registrerer også vær en lille lyd og ofte har jeg i syvspring væltet ud af sengen og galoperet ind på et af børneværelserne, hvis jeg har hørt den der berømte bøvselyd man siger lige inden man kaster op.
Som gravid med Julius havde jeg pludselig en periode, hvor jeg begyndte, at sove normalt, det var underligt ikke at registrerer alt og føltes egentlig, som lidt af et kontroltab. Nu er jeg tilbage til den “vågne” søvn igen og ikke nok med det, så er jeg også rigtig vågen meget af natten. Så jeg er helt fra den af træthed. Til gengæld tager han nogle virkelig lange lurer om dagen, så jeg rigtig kan få opfundet nogle lækre snacks. At lave sunde chokoladeting og sager er nok noget af det første jeg får lyst til, når jeg er træt, det er muligvis lidt bizart!
Det skøre er at jeg ved udemærket godt hvad der skal til for at tingene blive normaliseret om natten, han skal naturligvis lære, at sove i sin egen lille seng som står helt op af min seng. Han ville komme til at sove mere stabilt og jeg ville få en del sammenhængende timer og så oven i købet i en selvvalgt stilling. Hvis jeg så min situation udefra og skulle rådgive mig selv, er jeg slet ikke i tvivl. Alt ting er bare anderledes når det er en selv det handler om. For hvorfor en i h… lærer jeg dog ikke min snart 1-årige at sove i egen seng. Den står jo helt ved siden af vores seng, så jeg ville stadig have så fin føling med ham og ville kunne høre og fornemme ethvert lille grynt eller bevægelse. Hvorfor pokker indføre jeg ikke lidt mere struktur i putteritualet, det ville vel tage 3-4 dage og så ville han være cool med det!?. Det ville tilmed være sundt for parforholdet, at kunne inviterer sin mand tilbage i sengen og som sammenbragt til tider lidt presset familie, er den slags ting virkelig vigtige.
Jeg har rådgivet så utallige af mine veninder eller bekendte i forhold til baby og søvn, jeg ved det hele men der er bare noget inde i mig som ikke vil følge mine egne nok så gode råd.
Jeg tror, at det er mit lidt i overkantet udviklet moderinstinkt der igen og igen overtager mit sind. Jeg har dybt inden mig simpelthen brug for, at have mit barn tæt på mig hele tiden. Måske er jeg lidt mere end hvad godt er, i kontakt med mit yngelplejeinstinkt. Lidt mere end hvad der nu engang er nødvendigt for en mor i den vestlige verden i år 2020. For jeg handler pr instinkt og fornemmelse og ikke med fornuft og praktik.
Jeg ved jo godt hvad der er, det fornuftige at gøre. Jeg ved jo også godt, at ved en rimelig minimal indsats kunne jo få en nogenlunde normal søvn om natten. Det er lidt småskørt, at jeg på et eller andet plan ofre min søvn for at få tilfredsstillet mit yngelplejeinstinkt. Men det lægger så dybt i mig og somehow giver det mere balance og større grundlykkefornemmelse at være i søvnunderskud end at være udhvilet og frisk.
Søvnmangel er ikke sundt.
Nogle mennesker får det virkelig dårligt bare efter en enkelt nat uden nok timer. Jeg er trænet og jeg skal undvære virkelig meget søvn førend jeg bliver påvirket af det. Jeg er typen der bare altid vænner mig til tingenes tilstand uden at analysere det nærmere. Jeg har ofte lidt små-ondt i hele kroppen og absolut ingen energi, men så sætter jeg bare automatisk udskejelser og aktivitet ned så tingene passer sammen. Tror det er derfor, at jeg i så mange år har klaret mig igennem lange perioder, uden særlig meget søvn.
Når jeg er i disse perioder og det er jeg lige nu, så bliver jeg enorm introvert og er næsten kun i mit indre liv. Det er lidt som om jeg er viklet ind i en dyne. Jeg tåger sådan lidt rundt og alle sanser er en anelse svækkede. Det sorter lidt for øjnene, mit støjfilter er aktiveret max, dvs jeg hører kun det mest nødvendige og alt unødig støj hører jeg ikke. Jeg kører på nedsat kraft MEN det som er lidt skørt er, at det er slet ikke bare dårligt. Jeg bliver ikke depressiv eller ked af det nærmere sådan lidt sløret og fjollet. Fordi jeg ubevidst lukker af for omverdenen er jeg mest i mit indre og derinde er det temmelig rart og trygt, og hvis jeg mere eller mindre kun skal forholde mig til min familie, hverdagens trummerum, nogle madpakker og et aftensmåltid, så går det nok. Men bliver jeg en dag nød til at være ude i verden en hel dag og deltage i andre sociale ting og sager, så kan jeg love Jer for, at jeg kører på reserverne og er helt svimmel og udkørt når jeg kommer hjem igen. Det er alligevel mere end hvad lillemor kan holde til.
Coronaen har været sådan en dejlig tid 😉
Hownix skriver
We’re a group of volunteers and starting a new scheme in our community.
Your site provided us with valuable information to work on.
You have done an impressive job and our entire community
will be thankful to you.
picturearticle.com skriver
Very nice write-up. I absolutely appreciate this site. Thanks!