Hvorfor har jeg så mange børn?

Dette er et spørgsmål jeg får ind imellem, og som jeg altid bliver en smule mundlam over. For hvad skal jeg egentlig svare?. “Øh det er fordi jeg elsker børn”. Ej det lyder helt åndssvagt, for jeg elsker jo ikke bare sådan alle børn. Jeg elsker, at få MINE EGNE BØRN. Og hvad forventer folk mon, at jeg svarer? For mig er det jo helt normalt, men jeg oplever da ofte, at folk er ved, at få maden galt i halsen eller lige spørger en ekstra gang, når de hører svaret. Hvorfor syntes folk overhoved, at det er interessant?. Og hvorfor har jeg i grunden så mange børn?

Det er almindeligt, at de fleste bliver akut nysgerrige når de høre, at jeg har syv børn. Jeg har som regel dårligt nået, at fuldføre sætningen, førend det vælter ud med spørgsmål. Jeg skal stort set altid svare på, om jeg selv har født dem alle, om der er tvillinger iblandt , om de har samme far og om jeg skal have flere!. Jeg svarer selvfølgelig velvilligt på det hele. Og ja jeg har født dem alle og nej der er ikke tvillinger. De har ikke samme far hele flokken, og nej jeg skal ikke have flere  (sidstnævnte svar skal dog aldrig tages alvorligt, så længe jeg er i den fertile alder). Jeg oplever ofte, at folk lidt måbende dernæst fortæller mig, at de måske har en, to, tre eller fire børn og det syntes de som regel, er mere end rigeligt. Dernæst siger mange lidt ældre kvinder typisk, at de gerne ville have haft flere, samtidig med de kikker lidt surt på deres mænd. Eller også får jeg elevatorblikket og en lettere irriteret kommentar om, at man søreme da ikke kan se, at jeg har født så mange børn og at de selv mangler, at tabe ca 20 kg siden deres sidste fødsel for ca 20 år siden, efterfulgt af en høj sarkastisk latter. Her skal man bare lade være med at sige noget 😉
Mens alt dette siges, kikkes der på mig, nøje studeres der og tænkes på højtryk. Hvor er det hun slækker?. Hvordan I hulen kan hun nå omkring alle de børn?, får de børn mon nok opmærksomhed?. Kan man virkelig være en god mor, når man har så mange børn?.
Svaret er at jeg slækker mange steder og nej de børn får helt sikkert ikke lige så meget opmærksomhed, som de børn der er i en familie med far, mor og to børn. De får med garanti ikke så meget taletid, voksen opmærksomhed, udenlandsrejser, voksenunderholdning og forældre engagement ift til legegrupper, forældrebestyrelser osv. Spørgsmålet er om det er en dårlig ting? Men de får noget andet, nogle andre kompetencer som forhåbentlig vil komme dem til gode resten af livet. Det vil jeg fortælle mere om en anden dag. Men det er rigtigt, at jeg slækker en del steder og må prioritere grundigt.

Svaret skal nok findes dybt inde i mig selv, så tør jeg finde svaret? og tør jeg dele ud med jer som læser denne blog?. For selvfølgelig kender jeg det rigtige svar og i virkeligheden er svaret simpelt.

Nogen gange sker tingene jo bare hen af vejen, sådan lidt tilfældigt og ikke gennemtænkt og i andre tilfælde, er hvert et lille element nøje gennemovervejet. Hvad børnetallet angår i mit liv er det lidt af hver. Tilfældighed og gennemtænkthed. Det er jo bare sådan mit liv har formet sig i kraft at de hændelser og livsfaser mit voksenliv har budt på.

Jeg tror, at var jeg blevet spurgt til min børneplan som 20 årig ville jeg nok have regnet med, at finde en mand, få tre børn, måske fire med den samme mand. Vi skulle være en almindelig kernefamilie. Og det med at være forældre sammen skulle være kernen i vores liv, det som bandt os sammen og så naturligvis kærligheden.

Jeg har altid både i min barndom og ungdom glædet mig til, at skulle blive mor engang. Jeg havde tid nok og tænkte ikke jeg skulle være mor før tidspunktet passede, at uddannelsen var i hus, manden og boligen og hele molevitten. Sådan kom det skam også til at gå, og jeg var da også 26 år da jeg fik min førstefødte.

Jeg kan huske, at jeg som barn ind imellem spurgte min far, om han ikke bare var SÅ lykkelig for, at have tre velskabte børn, hvortil han rømmede sig og svarede, at det var han da rigtignok meget glad for. Men jeg mente jo  sådan helt ind i knoglerne, super ekstatisk sprudlende lykkelig, ikke bare sådan almindelig lykkelig. Sådan kunne jeg godt mærke, at jeg ville få det den dag jeg i fremtiden ville få børn. For fascinationen af livets mirakel, af at det overhoved kan lade sig gøre at reproducere, den har jeg altid haft. Gravide og babyer har altid rørt mig, så længe tilbage jeg kan huske.

Når jeg er gravid er jeg ellers typen, som er konstant dårlig, kvalme 24-7, kaster op og har den sygeste madlede og kan ikke udstå de fleste lugte. Er sådan godt gammeldags elendig. Trods det har jeg være gravid syv gange plus det løse ;-). For det er en helt anden dimension af graviditeten som jeg elsker. Alt det som foregår i mit indre giver så meget mening. Jeg føler mig så værdifuld. Føler jeg gør en kæmpe forskel, føler at min liv giver mening. At skabe liv… at lave et andet menneske, to mennesker eller at skabe en hel flok. Det ændre jo verden og former fremtiden. Hvis disse mennesker ikke var blevet født, ville verden jo se en lille anelse anderledes ud. Mine børn får børn som får børn. Jeg kommer på en måde til at skabe hundredvis af mennesker, som aldrig ville være blevet født, hvis jeg ikke havde været her og sat mit aftryk. Måske vil en af mine børn, børnebørn eller oldebørn blive politiker, forsker eller et eller andet i den stil, måske vil de opfinde noget, træffe en vild beslutning på et samfunds vegne eller være foregangskvinde eller mand for en bevægelse, som vil flytte et folk.

Jeg har i mit liv ikke valgt, at satse på karrieren, en vild hobby eller velgørenhed. Ej heller har jeg været en ildsjæl i lokalsamfundet eller været i forældrebestyrelsen eller for den sags skyld alle andre tænkelig bestyrelser/klubber/ foreninger der måtte findes. Jeg er introvert og gør ikke meget væsen af mig selv i forsamlinger.

Mit yngelplejeindstinkt er stort, mit omsorgsgen er gigantisk. Her er min drivkraft stærkere end i alle livets andre områder. Her har jeg styrke og power. I moderskabet føler jeg mig stærk og kompetent. Jeg er fuldstændig syg med nyfødte babyer og vild med, at opfostre børn. Og hvis det går godt, opfostringen. Hvis jeg formår, at give dem nok gode ting med i rygsækken og især, hvis de føler sig elsket. Så vil de alle gå ud i verden og gøre en lille forskel og måske gøre verden en lille smule bedre. Det er det jeg håber og det er det som fylder mit liv med så meget mening..

Jeg har aldrig på noget som helst tidspunkt forestillet mig, at jeg skulle have syv børn. Faktisk sagde jeg allerede efter nr tre, at det var den sidste. Ikke for at skjule noget eller lyve, men fordi, at det troede jeg oprigtigt.

Efter nummer fem barn blev jeg skilt og derfor var jeg hundrede procent sikkert på, at jeg ikke skulle have flere, da jeg i hvert fald ikke skulle have børn med flere fædre (SÅDAN NOGET ELENDIGT ROD!!). Og da jeg jo var beriget med fem dejlige børn tænkte jeg, at det var det antal jeg skulle have- slut færdig og thi stille for evigt du lystige æggestok.

Fremtiden blev helt anderledes derfra end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg var 38 år, hvis nogen havde fortalt mig, at jeg ville få to sønner mere og nr to som 44 årig, ville jeg have tænkt, at de måtte være vanvittige. Jeg har altid haft en ide om ikke at få børn efter jeg var blevet 35 år, men utrolig som jeg har rykket den grænse mange gange. For hvis man er frisk og rask og kroppen er topklar og parat til graviditet.- Og hvis man har ægløsning hver måned med de fineste æg og man oven i købet har den dejligste mand i verden, så er det altså overhoved ikke let at styre, for sådan en som mig.

Så hvorfor har jeg fået så mange børn?, svaret er nok at jeg simpelthen ikke har kunne ladet være. Reproduktionsdriften har simpelthen ustandselig overrulet alt fornuft. Jeg har ærligt ikke kunne styre det. Lykken ved at få børn er så stor og overvældende, at ingen rationalitet eller noget jordisk menneske har kunne overbevise mig om, hvorfor jeg ikke skulle have mange børn. Jeg forstår skam godt når folk synes, det er i overkanten men dybt inde i mig føles det som et springvand af lykke som bruser uendeligt. Jeg har altid vidst, at det var sådan.

Det har kostet lidt på kontoen, det har kostet på parforholdssiden og det har kostet lidt på min krop, som jeg ikke har fået passet helt så godt på, som jeg burde. Jeg har formentlig det laveste kondital i hele kongeriget, det laveste frisørbudget og en tyndfed morkrop, hvor den eneste muskelmasse som findes er en smule på højre arm, hvor jeg som regel har et barn siddende.
Men når jeg ser på mine syv vidundere, er det naturligvis vær en stiv knogle hver.

Her burde jeg så slutte med et idyllisk billede af alle mine børn. Evt. et hvor de store sidder med de små på skødet. Hvor de alle smiler sødt og der ud over, er lidt lækre i tøjet. Et billede hvor baggrunden er vores veltrimmede græsplæne eller midt i den gule rapsmark, hvor jeg mod betaling,  alverdens lokkemidler OG modbydelige trusler , har tvunget dem til, at smile sødt (og lidt anstrengt).
Men ikke på vilkår om, at de gider stille op til den slags, de møgunger! 😉