Navletræet

På en måde virker det helt brutalt, bare at tage den, og smide den i skraldespanden eller toilettet. DET KAN MAN SKU DA IKKE. Den lille rosin har været dit barns livsline. Den har været levende, pulserende og givet dit afkom liv og næring, hver eneste dag, dengang vedkommende boede i dit indre. En sådan lille smuk kødklump, kan man da ikke bare takke, ved at skylle den ud i toilettet. Eller næsten endnu værre, at pakke den ind i bleen, sammen med selve afføringen, indhyllet i en gurkemejegul klistret fermenteringsagtig lugt og konsistens. Det er en virkelig tarvelig måde, at komme herfra på. Det ville helt sikkert ikke være dens sidste vilje, hvis den lille fyr, ellers var blevet lyttet til.
Værdighed og respekt for indtørret bittesmå legemeorganismer indførte vi forleden i Holy house.

I det øjeblik kødstumpen fløj ned i hullet gav det et gib i den evigt tilbagevendende nybagte mor. “Farvel lille ven og tak for alt!”, tænkte jeg. Faktisk synes jeg ikke, at selve momentet, da den dalede, nærmest i slowmotion ned mod den fugtige jord, fik nok opmærksomhed fra selvskabet. De fleste kommentarer var noget ala; “Føj hvor er det bare klamt, jeg skal fandme ikke have nogle af de æbler!”. Eller:  “Mor, er det normalt det her?”.

Her lå den så og kunne ikke andet end at lade sig vente på jordpåsættelsen og det evige liv, Amen.
De bevingede ord foregik mest i mit indre og de æbler som engang efter bestøvning måtte blive født, vil for altid have en særlig frådende og healende betydning for mig.
Et indforstået tårevæddet blik til den nybagte fader omfavnede dog også mit så spæde men spirende afsavn til min ungdoms frugtsommelighed.