Her i huset hedder havregrynskugler altså: “Dyller”. Vi har simpelthen lavet dem så ubeskrivelig mange gange i hele vores liv, at ordet “havregrynskugler” er for krævende for os at sige. Faktisk siger vi kun “Dyller” når vi vil lave dyller. Vi siger ikke engang: “Jeg går lige ud og laver dyller” eller “ræk mig lige dyllerne”, Vi siger bare “DYLLER”!.
Vi laver som du nok har gættet ikke de der traditionelle havregrynskugler vi alle lærte i hjemkundskab ved juletid. Dem hvor vi fik lidt vel rigeligt af alle vores kammeraters blomstrende bakterieflora.
Jeg laver dem selvfølgelig i sunde udgaver som regel med havregryn og dadler som grundsubstans og så finder jeg på noget nyt de fleste gange. Jeg putter aldrig hvidt sukker i.
Her vil med garanti dukke en del opskrifter op på dyller her på bloggen. Den du får nu er med rugbrød, meget meget bedre end du tror. Jeg har altid så mange rugbrødsrester, sjovt nok bliver de sidste to skriver rugbrød aldrig spist før en ny pakke åbnes så dem prøver jeg altid at finde på noget med.
Det bliver lidt ca mål, det kommer så ikke så nøje. Du skal bare ende med en tyk klistret dej som er lige en anelse for blød til at trille til kugler. Den skal nemlig lige stå i køleskabet og sætte sig inden kuglerne trilles.
Du skal bruge:
- Ca 300 g rugbrødsrester
- Ca 100 g dadler( hvis det er de hårde skal de lige lægge 15 min i blød i kogende vand)
- Ca 175 g frosne hindbær (hæld kogende vand over og lad stå lidt, hæld vandet fra bortset fra 2 spsk)
- 2 spsk kokosolie
- 1 dl havregryn
- 1/2 dl kakaopulver
- 2 spsk honning
- 3 spsk rom
- 1/2 tsk salt
- kokos til at trille dem i
Alt skal blendes sammen i en foodprocessor. Start med at smuldre rugbrødet med fingrene. Put de bløde dadler i og de varme hindbær samt de to spsk vand derfra.
Put resten i mens der blendes indtil dejen er blød og klistret ( for blød til at trille) Stil derefter i køleskabet mindst en time.
Tril dem i dit yndlingskrymmel, kokos holder altid.
Stil dem tilbage i køleren indtil nogen råber “Dyyyyllller” 😉
Skriv et svar